Chokoladetrøfler med saltkaramel

Chokoladetrøfler med saltkaramel

Opskrift bragt i samarbejde med Maja Vase.
Fantastisk fløjlsbløde og dejligt intense chokoladetrøfler med elegante strejf af salt og karamel. Rul trøflerne i kakaopulver eller giv dem et smukt, blankt chokoladeovertræk som her. Begge dele er svært populært.

Antal: 30 chokoladetrøfler

Chokoladetrøfler:
140 g Jivara 40 % fra Valrhona
40 g Caraïbe 66 % fra Valrhona
120 ml piskefløde
80 g sukker
10 g glukosesirup
1/3 tsk flagesalt

Smelt chokoladerne i en skål over vandbad, og tag skålen af varmen. Varm piskefløden op til lige under kogepunktet i en gryde, og stil den til side. Smelt forsigtigt sukkeret til gylden karamel i en tykbundet gryde. Tag straks gryden af varmen, og tilsæt den varme fløde lidt ad gangen, mens du rører energisk med et piskeris. Tilsæt glukosesirup. Hæld karamellen over chokoladen, mens du rører i midten af skålen med en dejskraber. Fortsæt med at røre, til massen samler sig og bliver smuk og blank. Smag til med salt. Kom trøffelmassen i køleskabet natten over.

Tril massen til små kugler, og stil dem tilbage i køleskabet.

Chokoladeovertræk:
150 g Caraïbe 66 % fra Valrhona

Smelt og temperer chokoladen. Kom lidt chokolade i hånden, og tril de kolde trøffelkugler mellem håndfladerne. Lad chokoladen sætte sig. Opbevar trøflerne i en boks i køleskabet indtil servering.

Klik på billedet for at finde produktet i vores webshop.