Chokoladetærte med kirsebær

Den dejligste juletærte. Under den sart lyserøde, silkebløde kirsebærganache gemmer sig aromatiske amarena-kirsebær, saftig chokoladefrangipane lavet på den økologiske Oriado og smørsprød kakaomørdej.

Udviklet af Maja Vase for Chokolade Compagniet.

Antal: 8 personer

Kakaomørdej:
120 g hvedemel
15 g mandelmel
15 g kakaopulver fra Valrhona
50 g flormelis
75 g koldt smør
1 nip salt
1/2 æg

Kom hvedemel, mandelmel, kakaopulver, flormelis, smør og salt i en foodprocessor, og kør det hurtigt sammen. Saml dejen med ægget. Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, og lad den hvile i køleskabet i min. 1 time.

Beklæd en tærtering (18 1/2 cm i diameter) med dejen, og bag bunden i ca. 10 minutter ved 175 grader. Forbered chokoladefrangipanen imens.

Chokoladefrangipane:
50 g mandelmel
50 g sukker
50 g blødt smør
1 æg
50 g Oriado 60 % fra Valrhona
20-25 små amarena-kirsebær fra Fabbri

Kom mandelmel, sukker og smør i en skål, og pisk det let og luftigt. Rør ægget i. Smelt chokoladen i en skål over vandbad, og vend den i. Fordel frangipanen i den varme tærtebund, og stik kirsebærrene ned i den. Bag tærten i yderligere ca. 15 minutter ved 175 grader. Lad tærten køle helt af.

Kirsebærganache:
200 g Ivoire 35 % fra Valrhona
40 ml piskefløde
20 ml kirsebærsirup fra Fabbri (lagen fra kirsebærrene)
20 ml citronsaft
korn af 1/2 vaniljestang (eksempelvis denne fra Chokolade Compagniet)
40 ml kærnemælk

Smelt chokoladen i en skål over vandbad, og tag skålen af varmen.Bring fløde, kirsebærsirup, citronsaft og vaniljekorn til kogepunktet i en lille gryde, og hæld det over chokoladen, mens du rører i midten af skålen med en dejskraber. Fortsæt med at røre, til ganachen samler sig og får en smuk, blank overflade. Rør kærnemælken i, og stavblend. Fordel ganachen oven på frangipanen, og stil tærten i køleskabet i et par timer, til ganachen har sat sig.



Pynt:
20 g Ivoire 35 % fra Valrhona
amarena-kirsebær fra Fabbri
rød skovsyre

Smelt chokoladen i en skål over vandbad, og tag skålen af varmen. Kom den smeltede chokolade i en frysepose med et lillebitte hul i det ene hjørne, og drizzl chokoladen ud over tærten med beslutsom hånd. Pynt med amarena-kirsebær og skovsyreblade.